Hundested Havn er en succeshistorie med masser af visioner for fremtiden
Små restauranter og kunstnere med egne butikker blander sig med den salte vind fra Kattegat, den stille motorbrummen fra færgen til Rørvig og mågernes skrig over fiskerbådene.
Selv på denne solbeskinnede efterårsdag i oktober har turister fundet vej til Hundested Havn, hvor de blander sig med de håndværkere, som knokler løs med at lægge sidste hånd på havnens nyeste satsning; et hotel, som gerne skulle være en af de elementer, som skal sikre Hundested Havn at blive servicehavn for havvindmølleparker.
Havnedirektør på Hundested Havn, Søren Brink, forklarer, at det nye hotel på ingen måde er ment som en konkurrent til de eksisterende hoteller.
”Men hvis vi skal lykkes med at blive servicehavn for kommende havvindemølleparker, så skal vi have et sted, hvor håndværkere udefra kan få et ordentligt sted at bo. Vi vil nemlig ikke være en kulisse af en havn, vi vil være en rigtig havn med fiskerihavn, industri, færge og lystbåde. Det kræver at vi hele tiden udvikler os,” siger Søren Brink.
Færgen til Grenå stoppede
I over 20 år har han været øverste chef for havnen. Han mindes klart og tydeligt 1996, som var året for færgeforbindelsen mellem Grenå og Hundested ophørte.
”Det betød tab af rigtig, rigtig mange arbejdspladser i Hundested. Det betød samtidig også, at den naturlige trafik af besøgende til byen blev kraftigt reduceret. Derfor var vi nødt til at træffe nogle klare beslutninger om, hvordan vi fremadrettet ville sikre, at Hundested Havn fortsat kunne være et aktivt for byen, og hvordan det kunne sikres både at bevare fiskeriet, industrien, Rørvig-færgerne og lystbådene,” fortæller Søren Brink.
Den helt store beslutning blev truffet i 2003, hvor Søren Brink sammen med sin bestyrelse traf beslutningen om, at Hundested Havn skulle være et sted, hvor man både bevarede havnens mange forskellige havneaktiviteter samtidig med, at man på havnens arealer på landjorden etablerede kreative områder med restauranter, værksteder og butikker til kunstnere og hoteller.
Må aldrig gå i stå
”Vi skal blive ved med at udvikle os. Det må aldrig gå i stå. Til næste år afgøres det, hvor servicehavnen for Hesselø Havvindmøllepark i Kattegat nord for Sjælland skal placeres. Vi håber naturligvis at kunne få den til Hundested Havn,” siger Søren Brink.
Han understreger samtidig, at arbejdet med at tiltrække turisterne også skal fortsætte.
”Vi har og skal have spisesteder, som strækker sig fra et godt, hurtigt måltid til egentlige gourmetrestauranter. Vi har et lokalt bryghus, som er opbygget på et økonomisk fundament ved at udlodde folkeaktier. Vi har arbejdende værksteder med profilerede kunstnere. Vi har de traditionelle havneaktiviteter, som både tiltrækker turister fra land og til vands. Havnen ser blandt andet en stigning i besøgende fra Tyskland, det skal vi selvfølgelig udnytte sammen med de mange andre muligheder, vi har. Jeg ser en lys fremtid for Hundested Havn,” siger Søren Brink.