Hundested Motor Træf

30. august - 1. september, kl. 10.00 - 20.00

På gensyn i 2019 til et nostalgisk træf for fartøjer med veteranmotorer

En rå og autentisk oplevelse på Hundested Havn

Det bliver en weekend med oplevelser for alle sanser og med spændende aktiviteter for såvel skippere og motorentusiaster som nysgerrige havnegæster.

Fra hele landet forventes fiskekuttere, andre erhvervs fartøjer, lystkuttere samt træsejlskibe at stævne ud mod Hundested, hvor der i årene 1928-1990 blev fremstillet ikke færre end 2.512 Hundested motorer.

Træffet er naturligvis inspireret af Hundestedmotoren der var én af de mest populære motorer, da fiskeriet gik fra sejl til maskinkraft. En hel weekend med en tætpakket Fiskerihavn vil uden tvivl vække skønne minder fra en tid, hvor Hundested ligesom de øvrige danske havne var fulde af aktivt erhvervsfiskeri.

Skipperhistorier og koncert

Gæster på havnen får mulighed for at høre fantasifulde skipper historier om bord på fartøjerne, der på faste tidspunkter henover weekenden alle vil starte deres motorer og give fælles ’koncert’ med den helt særlige dunke lyd. Træffet byder også på en publikumsvenlig pålidelighed sejlads lige uden for havnen og muligheden for at blive klogere på en udstilling om motorens historie og betydning. Ikke kun for fiskeriet og Hundested selv men også for det nordatlantiske fiskeri og forholdet til især Grønland.

Om lørdagen vil havnen være fyldt med musikalske og delikate oplevelser i anledning af den årlige Sildens Dag, der i år omdøbes til Fiskens Dag. Endvidere fejres Øllets Dag også denne lørdag den 31. august.

Besøg i Knud Rasmussens Hus

De deltagende skippere og besætninger har de to foregående år besøgt Hundested Propeller A/S, den tidligere Hundested Motorfabrik. I år skal de besøge Knud Rasmussens hus og indleder besøget lørdag morgen med fælles morgenmad i Fyrgårdens anneks, der er nabo til Knud Rasmussens Hus.

Alle fartøjer med en veteranmotor, uanset alder og art, er velkommen til at deltage i træffet. Der bliver tale om et beskedent deltagergebyr, men havneafgiften, alle måltider (ekskl. drikkevarer) samt festmiddag bliver dækket af arrangørerne.

Træffet i hovedtræk

  • Alle fartøjer med veteranmotorer kan deltage mod et beskedens deltagergebyr.
  • Havneafgiften samt forplejning (ekskl. drikkevarer) er der sørget for hele weekenden.
  • Fredag aften er der velkomst og fællesspisning i Hundested Bådeværft.
  • Lørdag er Fiskens og Øllets Dag, og træffet starter med fælles morgenmad og efterfølgende besøg i Knud Rasmussens Hus.
  • ”Motorkoncert” og konkurrence om de flotteste røgringe.
  • Åbent skib for publikum.
  • Fest i Hundested Bådeværft for deltagere, sponsorer og arrangører.
  • Søndag rundes træffet af med fælles morgenmad og afslutning, hvorefter fartøjerne sejler hjemad.